Så det er torsdag, lang dag ved kommunen og man får lyst til at slå ihjel når dagen er overstået. Slå ihjel er normalt ikke noget man bevidst gør i Nøvling, så følgende beretning er Gundavenligficeret!
Anywho så er jeg just hjemkommen fra en laaang arbidsdag kl 17:40 og skal i gang med at makke mig noget mad. Ud af køkkenvinduet ser man, ud over det skæve hegn i Nøvling, et smukt gingo biloba træ hvori en meget ondskabsfuldt udseende tyrker due har taget stand. Det er selvfølgelig træls at den grimme due sidder og skider på mit flotte træ, og ekstra træls at det er en ondskabsfuld en af slagsen.
Hvor om alting er, så vil et sammenfald af uheldige omstændigheder at netop denne due måtte lade livet omtalte torsdag i Nøvling. For bedst som jeg står og laver min mad, får jeg lyst til at skyde til måls. Derfor går jeg ud i garagen henter mit Diana 34 luftwaffe og liner op til skydetræning med retning mod Gigo træet, uden at tænke over det naturligvis.
Ondskabsfulde duer har som regel set lufgevær nok i deres liv til at vide hvad klokken er slået. Så mens jeg tager sigte til et mælkebøtte på græsplænen eller det der, så letter bæstet og flyver ind foran bedst som jeg trykker af. De fleste våben kyndige vil vide at Diana 34 går ud med noget der ligner 1000 m/s, hvorfor selv den mest hærdede due ikke er levnet en chance.
Når man på så uheldigvis kommer af dage, så hædres man selv i Nøvling som måltid, trods det at man har været ondskabsfuld. Derfor fik det lille bæst et velplaceret slag mod en havebænk for at slukke den sidst lyst til livet, for herefter at blive klædt af til skindet. Affjerning, kan jeg som sidebemærkning nævne, bør foregå udendørs thi der er mangen en klejn fjer på selv den mindste fugl. Indvolde får lov at sidde i skroget og jeg afmonterer patter og ben med en vel sleben kniv. Til sidst ryger reminiscenserne af det bette kræ i fryseren for at afvente dens kammeraters komme. For én klejn due gør ingen måltid for en sulten kommunalarbejder!