Rekapitulation – Del 2

Langt om længe følger her sidste del af Grønlandsfærden… Det kan måske forekomme nogen at tekten er blevet en kende lang og jeg vedkender at det nok er et desperat forsøg på at fastholde Grønlands-suset lidt længere….so be it!

Lille Malene
I mellem jagtturene var der tid til endnu en gang at “bestige” lille Malene for at vise Martin udsigten. Der var tosse godt vejr, så der kom et par hæderlige billeder ud af turen.

Kapisillit

Vores sidste jagttur var planlagt til at gå mod Kapisillit – en mindre bygd ca. 100 km inde i Godthåbsjorden. Her bor omkring 50 mennesker permanent, så der er fuld af hytter, butik og andre fine sager. Oprindeligt skulle vi have været afsted med Jens og Niels A, men der gik en smule ged i planerne eftersom Jens’s båd valgte at strejke. Vi fik i stedet lejet et værelse i et botel – et hus med værelser, fælles køkken og tørkloset – og vi fik arrangeret at komme med postbåden ind torsdag formiddag og så måtte vi selv sørge for at arrangere afhentning, så vi tog en chance og håbede nogen gad hente os.

Torsdag middag ankom vi i overskyet vejr til Kapisillit, hvor vi blev modtaget af en meget lidt dansktalende grønlandsk kone som skulle anvise os vores gemakker for de kommende dage. Hun havde utrolig svært ved at finde nøglerne til de forskellige døre i huset, men det lykkedes da til sidst og vi fik et udemærket værelse i et tilsyneladende stort tomt hus. Vi lossede vores ting af og strøg ned i Pilersuisoq – bygdens butik – for at handle fornødenheder. Åbningstiderne, udvalget og kvantiteten af varer er sparsom i de små bygdebikser, så det er med at være der, mens tid er.

Kl ca 1400 gik vi i retningen af elven – Kapisillit ligger ved en forholdsvis stor elv og byens navn betyder laks på grønlandsk. Det er angiveligvis det eneste kendte sted på Grønland hvor laksene gyder, så vi drog afsted med forhåbning om laks på krogen. Elven rummer selvsagt også fjeldørred som her sidst på sæsonen står i fantastisk flotte farver, men hvor spiseværdien er meget ringe grundet hormoner og magre fisk. Ikke desto mindre havde Martin A aldrig fanget fjeldørred, så dem skulle vi også lige have med.

Elven baner sig vej gennem den Grønlandske tundra og udmønter sig i en 4-5-6 søer på sin vej. Vi havde omkring en times vandring fra vores hus til elvens udløb i sø 2, og nogen havde bildt os ind, at der var chance for rensdyr, når man kom op omkring sø 3-4, så vi havde naturligvis et gevær på nakken – trods formålet denne dag var fiskeri 😉 Der var dog ingen rensdyr den dag og heller ingen laks, men tilgengæld masser af hidsige fjeldørreder – så dem sloges vi en del med 😉

På anden dagen stod den på jagt….tidligt op og afsted, vi havde jo dagen før konstateret at vi havde omkring 3 timer til sø 3-4 hvor der potentielt var rensdyr. Ingen rensdyr før, ved eller efter sø 3-4 desværre…så vi måtte følge det gamle rensdyrjagt mantra – “op op op, altid op!”. Således sled vi os op på et fjeldplateau i 700 meters højde og peakede i 820 meter uden at have set andet end ryper og harer….de fik fred da rensdyr stod øverst på ønskesedlen. Men ak, trods spændende terræn og storslået udsigt var der ikke et dyr at se.

Vel vidende at vi havde omkring 6-7 timers gang tilbage til Kapisillit blev vi enige om at vende næsen hjemover da vi skulle være sikre på at have lys nok til at krydse sumpområder, elv osv. Vi så et par harer mere efter at være vendt om, men heldet var med dem, da vi var for slukørede til at bøvle med dem.

Nedstigningen gik faktisk en anelse hurtigere end forventet, så der blev tid til at sidde lidt på en sten og nyde tilværelsen med en pølsemad i hånden. Men pludselig var der et helvedes postyr foran os – en flok på velsagtens 20 rensdyr blæste forbi os på godt 100 meters afstand, med 100 km/t og tungen ud af halsen. Det larmede som jeg har aldrig hørt noget lignende og man sad et øjeblik helt lamslået over at se så mange dyr komme væltende forbi. De havde tydeligvis set eller hørt os men alligevel besluttet sig for at de skulle den vej…..vi fik grebet til riflerne, men ak de havde for travlt og der var ikke basis for skud. Så sad vi der en stund og bandede os selv langt væk over at vi ikke havde opdaget så stor en flok før de opdagede os og samtidig var det så stor en oplevelse at man ikke kunne være bekendt andet end at være en smule overvældet.

Al slukørethed var med et slag forsvundet og da flokken gjorde ophold for at få pusten 1-2 km fra os begyndte vi fluks at lægge snedige planer for hvorledes vi kunne få os sneget ind på dem. Bedst som vi sidder der og tænker store tanker opdager Martin en flok efternølere i samme retning som de andre var kommet fra. 7 stk i alt og de havde tydeligvis færden af os men kunne ikke helt beslutte sig for hvad de skulle stille op med det.

Det føltes som flere timer hvor flokken gik frem og tilbage, ud i en sø for at svale, vejre lidt i vinden, kigge lidt i vores retning…… Det var sikkert kun et kvarters tid, men tiden blev brugt intenst til at forhandle om skydestilling, antal dyr vi kunne få os til at skyde, om de nu overhovedet kom i vores retning og så videre. Vi var lettere uheldigt placeret på en bakketop med få store spredte sten, så vi havde hurtigt fået smidt os ned. For at komme yderligere i skjul fandt Martin på at vi skulle ned bag et stort klippestykke og sidde på lur. Jeg tog teten og sjældent er der set flottere ninjateknik i jagtmæssig sammenhæng. Den stod på sideværs rulning med riffel og rullefald henover klippefremspring altsammen selvfølgelig i lydløse glidende bevægelser holdt utroligt tæt til jorden.

Det lykkedes os at komme i stilling bag klippestykket og så var der bare tilbage at vente og håbe på at dyrene gik vores vej. Law and behold….det gjorde de!!

Vi fik aftalt – kloge som vi jo er – at eftersom flokken kom fra venstre og jeg lå yderst til højre, så skulle jeg skyde først på den forreste og Martin på hvad han nu syntes faldt bedst for. Dyrene kom stille og roligt travende på skudhold, og jeg sendte en kugle efter bladet på den forreste tyr i flokken – der opstår forvirring i flokken og jeg ser ikke tyren gå ned. Martin har i mellemtiden udvalgt et offer som går ned umiddelbart i knaldet…..stadig forvirring i flokken og i en begyndende tilstand af blodrus er der ikke langt til en beslutning om at sende en kugle mere afsted – for tænk nu hvis den første ikke har haft nogen effekt. Skuddet falder og det samme gør et rensdyr, men hov 5 sekunder senere falder endnu et!

Så sidder vi der! Får lidt ro på nerverne og tæller engang hvor mange forvirrede rensdyr der så lunter omkring. Tre tilbage, ud af 7!? De forsvinder lige så stille og vi har da vist også besindiget os så meget at vi godt kan se at det bliver en lang tur at slæbe tre rensdyr hjem, så ingen grund til at fortsætte nedslagtningen…..det er dog stadig underligt at kun tre dyr forlader slagmarken og tre dyr ligger forendt, når vi med sikkerhed talte 7 i flokken.

Anyways så kommer vi ned til ofrene og konstaterer at der er tale om en vel voksen simling, en halvstor tyr og en første års kalv. Skud placeringen fejler for så vidt ingenting, men vi undrer os dog en kende over at et af dyrene tilsyneladende er skudt i venstre side, mens vi mindes at alle de dyr vi skød på gik med højre side til!? Vi får taget de obligatoriske billeder af stolte jægere med bytte, pillet motor ud og skruet hoveder af så vi til sidst kan begynde at overskue hvorledes vi skal få alle de kroppe slæbt tilbage til Kapisillit. Det virker helt og aldeles uoverskueligt, men vi får da pakket alle vores sager sammen og stablet dele af dyrene på medbragte bærestativer og bedste som det uoverskuelige syntes mere overskueligt prikker Martin mig på skulderen og peger i retningen bag mig. Jeg når at tænke at jeg bare ikke kan overskue at skulle spejde efter en eller anden åndsvag fugl eller endnu en hare….Men ak, det jeg får øje på kan jeg slet slet ikke overskue!! 20 meter fra os i det høje græs kan man ane et meget, meget stort gevir stikke op….lige der i græsset foran os, hvor vi ikke har haft tid og overskud til at kigge, er VERDENS største rensdyrbuk forendt efter at have modtaget et velplaceret bladskud fra en Steyr Scout .308 sendt afsted af undertegnede….desværre var kameraet pakket forsvarligt ned og Martin nægtede at pakke ud for at dokumentere min verdensrekord!

Det var altså lykkedes os at skyde 4 rensdyr på 3 skud…Enhver grønlænder ville misunde os det scenarie. Vi stod i stedet og kneb en lille tåre, for nu blev det helt og aldeles umuligt at få slæbt dyrene hjem på én gang. Men vi fik mandet os op til at splitte bukken ad omend den var på størrelse med en mellemklasse bil og dermed særdeles svær at mosle rundt med. Vi besluttede os for at stavre hjemover med et dyr hver og stable de to øvrige op på en lille forhøjning og dække dem til i beklædningsgenstande for derefter at afpisse territoriet for at varsko evt. bjørne, ræve og andet godtfolk om at her regerer svært bevæbnede ninjaer.

Turen hjem forløb gennem elv og sump, over fjeld og tundra og aldrig ALDRIG er der blevet kaldt så mange eder og forbandelser over noget sted som på denne tur. Det bedste var at vi vidste der var endnu en tur i vente dagen efter! Vi var kommet afsted ved 7 tiden om morgenen og så vidt jeg husker var klokken godt 23 da vi endelig havde marcheret de ca. 8 kilometer hjem med de første to dyr på nakken. Indtil da havde vi kun spist en pølsemad og yankiebar hver, så vi var godt sultne og helt smadrede. Vores botel viste sig i øvrigt nu beboet af en hel grønlandsk familie som var sejlet ind fra Nuuk i bællerragendes mørke. Manden fortalte han havde tævet afsted med 40 knob og hovedet ovenud af taget for at kigge efter is…..det sætter en helt anden af mine historier lidt i relief (vi sejlede 4 knob i bællerragendes mørke med en mand og en lommelygte i stavnen og vi var skide bange 🙂

Lidt at spise og meget lidt søvn senere skulle vi tidligt op og tilbage til crimescene i en helvedes fart, inden alt vores dyrebare kød blev spist at ravne. Det var det heldigvis ikke, så det fejrede vi med en lille formiddagslur og så gik sliddet i gang. Det var de to største dyr vi lod tilbage dagen i forvejen, så vi måtte gå frem og tilbage med henholdsvis forkrop og bagkrop af hver vores dyr – De 8 km tilbage blev således til 16. Heldigvis forbarmede Ittu, en bekendt af Niels A’s, sig over os og bar en bagkrop velsagtens 4-5 af de 8 km retur til Kapisillit. Han blev senere fyresteligt belønnet.

Godt og vel tolv timer efter vi drog ud efter det resterende kød returnerede vi til hytten hvor den grønlandske familie var meget imponerede over vores indsats med at finde og nedlægge dyr. Knap så imponerede var de over vores evner til at håndtere de døde dyr, så det endte med at far Grønland pelsede 3 rensdyr på samme tid som jeg ordnede et. Hvorom alting er, så var vi nu færdige med slid og slæb og det var tosse fed! Vi havde nu en bitte smule aften foran os og fik denne gang kreeret et næsten anstændigt måltid mad til aften.

Aftenen gik med hygge sammen med den grønlandske familie og flere af bygdens feriegæster stødte til, bla. Ittu – vores ven som bar rensdyrrøven for os – og han kone. Der blev fortalt jagthistorier til den store guldmeldalje og vores sølle beretning synede ganske langsomt hen når sammenlignet med historier omhandlende eksempelvis spækhuggere skudt svævende i luften og 2-3 dages jagtture der trak ud over 14 dage pga. meter højt snefald uden for sæson.

Vi fik for en gang skyld en ordentlig nats søvn og kunne stå op til en søndag kun med dangderen og “sightseing” i Kapisillit inden vi forhåbentligt blev hentet hjem til Nuuk. Vi havde lagt alle vores æg i en båd og satsede hårdt på at min kollega Mikkel kom ind søndag morgen for at fiske og derefter transportere os hjem….et dristigt sats ville nogen mene, eftersom Mikkels båd “Birthe Rønn Hornbech” indtil for ganske nyeligt var sat til salg for en pose slik da motoren var særdeles ustabil. En søndags mekaniker havde dog spyttet i tanken og sagt god for de 4 timers sejlads ind til Kapisillit. Men ak, den ville selvfølgelig ikke starte da det kom til stykket. Det blev vi informeret om søndag formiddag bedst som de i radioen havde lovet storm og generelt nederen vejr ud på aftenen! Vi nåede at blive bekymret og barslede med forskellige redningsscenarier for at vi kunne komme til Nuuk med vores fangst og nå vores flyver hjem til DK onsdag. Heldigvis blev Birthe sparket i gang og midt på eftermiddagen dukkede Mikkel op på havnen hvor vi kunnne læsse vores habengut og påbegynde turen hjemover.

Den forløb ganske smertefrit og ud på aftenen stod vi på fast grund i Nuuk mættede af oplevelser og klar til et varmt bad. Turens fokus blev for en periode flyttet en smule fra dokumentation til benhårdt fysisk arbejde, hvorfor der desværre ikke er særligt mange billeder af slid og slæb. Tilgengæld står det lysende klart i hukommelsen endnu, så jeg maler gerne en akvarel på forlangende…..ellers må i nøjes med billederne her 😉

Først et kort som viser hvor umenneskeligt langt vi slæbte rensdyrene

[googlemaps https://maps.google.dk/maps/ms?msid=212378762906814670053.0004d31de37971301f1a0&msa=0&hl=da&ie=UTF8&t=h&ll=64.416811,-50.140228&spn=0.142324,0.439453&z=11&output=embed&w=640&h=480]