Så nåede vi endelig til maden på vores megen omtalte påskeferie. Der var jo fra start lagt op til den helt store gallamiddag om lørdagen med Benny og Povl på plakaten som underholding. Men søreme om ikke også de havde arrangeret en 5 retters menu til os om fredagen, hvor der var gæstekok på og det hele. De fleste af billederne er taget med myphone fordi fotografen var en kende led ved at sidde med det helt store udstyr og dokumentere retterne som en anden anmelder….så bær over med kvaliteten.
Anyways så var det fredag aften Jeppe Nielsen, flere gange Grønlandsk mester i kokning, og hans gamle læremester Claus Christensen, fra Restaurent Gammel Mønt, som stod for menuen.
Vi lagde for dagen med pocheret hellefiske kæber med skorzone rod og beurre blanc. Det var Gundas absolutte favorit….og det var fisk! har man kendt magen.
.
.
.
Så var der moskus tatar rørt med cognac, stenbiderrogn, terrine af moskushjerte og tunge, samt rødbedde og røget gedeost. Det var en frækkert, men der var næsten alt for meget.
.
.
Dernæst fiske consommé med vagtelæg og kammusling. En klar og, sammenlignet med de andre retter, lidt kedelig fiskesuppe.
.
.
.
Der var paneret rokkevinge med kapers, løg og skjørnet smør. Hverken Gunda eller jeg kunne prale af at have spist rokke før, men det har vi nu og vi gør det gerne igen. Det smagte lækkert….bemærk endnu engang det var fisk og Gunda kunne lide det. Grønland får det bedste frem i folk 😉
.
De 5 retter blev rundet af på fornemmeste vis med indbagt snehareryg med saucecalvados. Haren var bagt ind i fars af canada goose (ikke jakken) og der var syltede blåbær, æble og jordskokkepuré til.
.
.
Til dessert fik vi sneæg, en fancy omskrivning af for lidt is med meget forskelligt krims krams på. Men det smagte godt.
.
.
.
Den mandlige del af vores selskab, dem med mere end 3 tænder, sprang også på vin menuen som var sammensat specielt til formålet. Der var et glas vin til hver ret, nogen bedre end andre, men til orientering skal specielt fremhæves en mousserende vin, amerikansk “champagne” om man vil – Schramsberg blanc de blanc. Året kan jeg ikke huske men den var rigtig god. Desuden var der også en New Zealandsk hvidvin som udmærkede sig – Konrad, Sauvignon blanc som jeg heller ikke lige fik fat i årgangen på…….Jeg fandt ud af at hvis man høvlede vinen meget hurtigt i hovedet så var der chance for at glasset blev fyldt igen af en intet anende tjener. Så glemmer man enten at spørge til vinens årgang eller også glemmer man bare at man har fået det at vide!
De to kokkere kom til sidst ud og blev klappet af….det ses tydeligt at den ene af dem enten har levet længere eller spist mere end den anden, eller en kombi. Den lille af dem er hvertfald Jeppe.
.
.
Nu sidder der så nok noget familie og gør sig klar til at kommentere på de manglende billeder af Knud. Så for at undgå den slags kommer her en serie billeder så hurtigt efter hinanden at man kunne kalde det for en video. Det viser hvorledes man underholder sit barn under en middag der varer over 3 timer – Man skal brug en læbepomade, thats it!
[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=qAjLeil71i0&feature=g-upl&context=G2a92195AUAAAAAAAAAA]
.
Om lørdagen var der jo også lagt i kakkelen til den helt store gallamiddag. Denne gang havde Jeppe fået lov at stå alene i køkkenet og menuen var kun tre retter.
Det startede med Chawamushi med røget ål og trøffel sifon. Det fandt vi vist aldrig rigtig ud af hvad egentlig var, men godt det samme. Det lugtede lidt af fisk, smagte lidt af fisk…..men det var ikke fisk.
.
.
Dernæst tatar af hellefisk med soyamarineret æggeblomme, syltet rødebede gele og rødbede salat. Umiddelbart ikke noget man ville være kommet på at lave derhjemme, men det smagte faktisk ganske godt. Omend størrelsen af portionen nok var ganske passende og måske endda lidt for stor. Det blir sjovt nok meget fisket i smagen sådan noget fisketatar.
Hovedretten om man vil, var ryg af lam med syltet afgurk, cremet polenta, skorzone pasta med lammebacon, løg og lamme jus med citron skal. Den sad lige i skabet for nogen og for andre inkl. Gunda var kødet vist lidt for rødt/rosa.
.
.
Til dessert var der rabarber, lakrids og hvid chokolade….der var bare ikke ret meget af det.
.
.
.
Der var også denne aften tilknyttet en vinmenu som man selvsagt var nødt til at fråse i. Her fra skal fremhæves en udemærket rødvin – Babera d’alba, Cascarin Pillade. Også her gik årgangen tabt i sprittågerne.
Alt i alt er der +’er i bogen til Hotel Arctics madkundskaber. Vi kommer gerne igen og spiser en anden gang.
Afslutningsvist demonstrerer Gunda og Knud en af de bedste og mest ergonomiske sidde stillinger for mor og barn under henholdsvis landning og letning med flyvemaskine.
